Forside Marielyst Væggerløse Kirke

Væggerløse Kirke

Væggerløse Kirke er centralt placeret i den lille landsby Væggerløse på det sydlige Falster. Kirken og kirkegården ligger på et fladt terræn i et udpræget landsbymiljø.
Kirkebygningen
Kirken består af et kor og skib fra romansk tid, samt et tårn fra senmiddelalderen. I nyere tid har kirken fået et våbenhus og en apsis. Sidstnævnte blev opført i 1861 til afløsning for en ældre, romansk apsis. Taggavlene er markeret med fodtinder og toptinder, dvs. små murede markeringer langs gavlens kant.

Udvendigt fremstår kirken i rå teglsten. Kirkens tagværk, der er af nyere dato, bærer et rødt tegltag.

Den romanske kirke
Kor og skib er opført af teglsten, hvilket kendetegner mange kirker på Lolland og Falster. Den præcise datering af kirken er usikker, men falder i tidsrummet 1175-1250.

Kirken er smykket med nogle af sine oprindelige detaljer, der dog sløres af den omfattende restaurering i 1861. På skibets ydre ses forskellige savskifter, hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad, liséner, dvs. svagt fremspringende murpiller, og friser langs gesimserne.

Kirkens to oprindelige døre i skibet anes endnu ligesom enkelte af de tilmurede rundbuevinduer fra romansk tid kan ses. Kun den søndre dør er i dag i brug.

Kirkens tilbygninger
senmiddelalderen, vel i første del af 1500-tallet, blev kirkens høje tårn opført af teglsten. Tårnet kendetegnes af gavlenes top- og fodtinder, men har et ellers anonymt formsprog

Våbenhuset blev opført i forbindelse med restaureringen i 1861 som afløser for et ældre af bindingsværk.

Kirkens indre
Kirkens indre præges af de indvendige kalkede flader. Kun tårnrummet er hvælvet, mens resten af kirken har fladt træloft.
Kalkmalerier
På tårnets hvælv findes en række kalkmalerier fra 1500-tallets første del. Motiverne omfatter scener fra Kristi Lidelseshistorie, bl.a. et billede af Kristus i Emmaus.
Inventar og gravminder
Kirken har inventarstykker fra forskellige perioder.
Inventar fra middelalderen
Kirkens ældste inventarstykke er korbuekrucifikset, der er meget detaljeret skåret og dateres til slutningen af 1200-tallet. Korset har en parallel i Nørre Vedby Kirke på Nordfalster.

Kirkens ene klokke er fra middelalderen; den suppleres af en klokke støbt i 1708.

Inventar fra renæssancen
Kirkens prædikestol er udført af snedkeren Jørgen Billedsnider i 1640 og har stor lighed med prædikestolen i Aastrup Kirke.

Også fra renæssancen er kirkens alterstager, dåbsfad samt den massive pengeblok.

Inventar fra nyere tid
Altertavlen er et maleri af den opstandne Kristus dateret til 1868 og signeret af H. Hofmann.

Døbefonten er af kunstsandsten og formentligt fra 1800-tallet. En ældre middelalderlig døbefont blev kasseret i 1600-tallet.

Gravminder
I kirken findes en enkelt epitafium, dvs. mindesmærke, fra 1701.
Kirkegården
Kirken ligger i den sydvestlige del af den store kirkegård, der hegnes af kløvstensmure.
Kilde:  Væggerløse Kirke – Lex